Kære Fægteklubber
Dansk Fægte-Forbund står lige nu et virkelig spændende sted i projektet Mere fægtning i gymnasierne:
Forløbet er udviklet og afprøvet – og nu er næste skridt, at projektet skal ud og leve i klubberne.
Derfor rækker vi ud til jer:
Vi søger 2–3 klubber, som kunne være interesseret i at blive en del af næste fase og gennemføre gymnasieforløb lokalt i jeres område.
Resultater fra første fase
Første del af projektet har vist et tydeligt potentiale:
Vi har allerede gennemført gymnasieforløb på tværs af flere skoler – i alt 6 hold og over 100 elever – og tilbagemeldingerne fra både elever og undervisere har været virkelig positive.
Det vigtigste er dog ikke bare antallet, men effekten:
Gymnasieforløbene viser, at fægtning kan fungere som en motiverende og inkluderende idrætsaktivitet, hvor mange elever – også dem der normalt ikke fylder i idræt – får en succesoplevelse og lyst til mere.
Det er netop derfor, vi nu tager næste skridt:
At få konceptet ud i klubberne, så det ikke kun bliver et projekt – men en model, der kan skabe flere fægtere og stærkere klubmiljøer over tid.
Hvad går projektet ud på?
Formålet er kort sagt at gøre fægtning synligt i gymnasierne – og skabe en “bro” fra undervisning til foreningsliv.
Det betyder at vi arbejder for:
-
at flere gymnasieelever får fægtning som en ny og motiverende idrætsoplevelse
-
at klubber får kontakt til en ny målgruppe
-
at fægtning kan blive en del af gymnasiernes idrætsundervisning gennem et færdigt, afprøvet koncept
Hvad får klubben ud af at være med?
Som klub bliver I en aktiv del af at få projektet til at leve i praksis – med støtte hele vejen.
Vi har midler til at dække:
-
godtgørelse til klubben eller en instruktør, der faciliterer forløbet
-
gennemførsel af omkring 3 gymnasieforløb pr. klub (cirka)
(det præcise antal afhænger selvfølgelig af lokale muligheder og planlægning – men der er økonomi til at komme ordentligt i gang)
Hvad kommer jeg (DFF) med?
Jeg kommer ikke bare med “en idé” – jeg kommer med noget, der allerede virker.
I får:
-
et færdigt gymnasieforløb (materiale og struktur), klar til brug
-
min erfaring i at kontakte gymnasier og åbne døre
-
hjælp til at koordinere processen med gymnasiet (aftaler, forløbsplan m.m.)
-
oplæring og sparring med jeres instruktør, så klubben føler sig tryg i leveringen
Min rolle er, at jeg holder jer i hånden i opstarten, så vi sikrer et så godt forløb som muligt – både for klubben og for gymnasiet. Målet er, at klubben efterfølgende står stærkt til at kunne fortsætte kontakten og samarbejdet lokalt.
Kunne det være noget for jer?
Hvis jeres klub kunne have interesse i at blive en af de klubber, vi samarbejder med i næste fase, så svar meget gerne på denne mail.
Skriv gerne kort:
-
hvem I er (klub + by)
-
om I har en instruktør/træner i klubben, der kunne varetage forløb
-
og om I allerede har kontakt til et gymnasium i området (ikke et krav)
Så tager jeg fat og foreslår næste skridt.