Invitation til klubmøde

Invitation til klubmøde

26. februar 2025 skrevet af Jan Kristensen

Dansk Fægte-Forbunds bestyrelse inviterer til involveringsmøde for alle medlemsklubber angående udviklingen af ny strategiplan for DFF for perioden 2026-29.

 

Mødet afholdes online (Teams)

Onsdag 19. marts kl. 19.00 til 21.00

Hver klub kan deltage med op til 2 deltagere pr klub. 

Tilmelding: Senest torsdag 13. marts. Klubberne sender en mail til dff@faegtning.dk med klub, navn og mail på dem der vil deltage.

Inden mødet fremsendes mødelink til deltagerne.

 

Baggrund:

Hver fjerde år fastsættes DIFs tilskud til forbundene i en fireårige periode. Dette sker på baggrund af en strategi udviklet af forbundene. Strategien skal sætte de overordnede rammer for, hvad hver enkelt forbund har af ressourcer, samt hvordan de ressourcer bruges i perioden.

I efteråret 2024 blev der udviklet et strategioplæg på baggrund af input fra klubberne og bestyrelsens arbejde.

DIFs bestyrelse har på baggrund af oplægget fra DFF (se vedhæftede) og alle andre forbund under DIF, delt kagen og fordelt midlerne til alle forbund. Efter en høringsrunde i december er resultatet, at DFF beskæres med kr. 200.000 i forhold til indeværende periode. Beskæringen begrundes primært med en korrektion af en historisk skævhed, hvor DFF (og flere andre forbund) ligger udenfor en normalfordeling mellem tildelte midler og medlemstal.

Med afklaring på DFFs økonomiske grundlag skal strategiplanen for 2026-2029 endeligt udfærdiges med konkret procesmål og resultatmål. Det er denne plan som klubberne inviteres til at komme med input til.

Den endelig plan skal afleveres den 15. april og skal derefter godkendes af DIFs bestyrelse.

Vedhæftet det strategioplæg der har dannet baggrund for de tildelte midler, og som danner rammerne for den endelige strategiplan.