Nyt seniorfleuret hold til European Games

Nyt seniorfleuret hold til European Games

3. juli 2023 skrevet af Emma Maria Henriksen Thrane

Det danske fleurethold til EG var repræsenteret ved Jonas Winterberg Poulsen, Christopher Horn Nielsen og Jonas Karlsen. European Games udgjorde det i år for EM for hold. Det danske hold klarede sig til en flot 10. plads og fortæller:

 

”Det gik bedre end forventet. De kampe vi havde en realistisk chance for at vinde, vandt vi også. Måske med undtagelse af den sidste kamp, hvor man også godt kunne mærke at vi var brugt op.

 

Vi leverede en disciplineret indsats. Folk var virkelig flade til sidst og det er et godt tegn på at vi har givet os selv 100%.”

 

European Games er en særlig turnering, der på mange måder minder om OL for europæiske nationer. Det betyder også at fægterne var en del af en større dansk delegation, som var indkvarteret i en atletby. Der var fri adgang til mad og drikke, diverse træningsfaciliteter og muligheden for at opleve andre idrætsgrene. Det er noget særligt og det kunne det danske fleurethold også godt mærke:

 

”Det var rigtig fedt at opleve at være afsted som samlet dansk delegation. Der var desværre ikke så meget interaktion med de øvrige atleter, som vi kunne have ønsket, da vi selv havde nogle lange fægtedage. Vi havde dog stor fornøjelse af at være ude og se teqball og dannede også nogle fine relationer der.

 

Det er virkelig fedt at opleve, når sporten er arrangeret på denne måde. Man behøver ikke at tænke på andet end at præstere, når det meste andet er sørget for.

 

Det giver helt klart blod på tanden til mere at opleve sådan et setup.”

 

Tillykke til det danske fleurethold med det flotte resultat. De bliver spændende at følge fremover.