Kadet fleuretterne om deres oplevelser til VM

Kadet fleuretterne om deres oplevelser til VM

19. april 2023 skrevet af Emma Maria Henriksen Thrane

Hvordan har VM inspireret jer til jeres videre udvikling som fægtere:

Theo: Det var rigtig fedt at få fægtet mod nogle gode modstandere. Man får en god reminder om at de fejl man måske også laver i hverdagen, bliver straffet hårdere her. Stævnerne er meget motiverende for mig, da jeg er et stort konkurrencemenneske. Derfor inspirerer dette VM mig til at komme hjem og arbejde hårdere. Jeg synes generelt at det er rigtig fedt at være til stævne og blive mindet om, hvorfor man knokler så meget i hverdagen.

Nicolai: Jeg synes det er meget inspirerende at fægte mod nogle af verdens bedste fægtere. Jeg mødte en af fægterne, som også fægter på Egyptens seniorlandshold. Han er 2007’er. Det er en stor inspiration at komme hjem og træne endnu mere. Jeg har helt klart lært at komme ovenpå selvom jeg har tabt nogle kampe. Jeg havde to svære nederlag på 5-0 i puljen, som det lykkes mig at ryste af mig og komme videre.

Jeg føler det er nogle små ting, der ændrer rigtig meget. Jeg har det med at fægte lidt enten eller, hvor jeg enten fægter godt eller skidt. Jeg føler at det hjælper mig rigtig meget at have sovet nok, og have nogle klare steps, som jeg skal igennem op til mine kampe, så der er styr på alt det udenom fægtningen. Det vil jeg gerne arbejde endnu mere på at forbedre.

Frode: Jeg skal træne at blive mere moden i min fægtning, hvor jeg ikke smider en masse point på kort tid samt forsøger at undgå at lave de samme fejl igen og igen. Derudover skal jeg blive bedre til at tilpasse min fægtning modstanderens fægtning. Jeg vil gerne blive bedre til at kontrollere kampen hele vejen igennem.

 

Hvad siger de andre om hinanden?

Theo: Theo har rigtig højt topniveau. Han kan vinde over de fleste fægtere i verden. Man sidder med fornemmelsen af at den perfekte stævnedag venter, hvor både fægtningen i puljen og i udslagningen kommer til at gå perfekt. Så kommer han til at nå rigtig langt.

Theo er rigtig god til at lægge ting bag sig, hvis man går lidt hårdt til ham med jokes, hvor vi andre har tendens til at slå tilbage. Theo hviler nok lidt mere i sig selv og har ikke behov for at tage styringen over gruppen.

Nicolai: Nicolai bliver meget influeret af sin dag i sin fægtning, hvorfor han også arbejder med sin struktur. Nicolai er en person, som man slet ikke kan blive sur på. Nicolai er rigtig sjov. Han er god til at joke og har godt humør. Han er virkelig fed at være sammen med.

Frode: Frode er en fornøjelse at være sammen med. Han vil rigtig gerne være trendsetter, og han er særlig dygtig til at præsentere gruppen for den nyeste musik. Til træning er han meget seriøs og kompetitiv. Han kommer til alle træninger og tager alle de lektioner han kan få. Det er med til at løfte os andre. Han er meget konsistent i sin fægtning og tager sin mentaltræning seriøst.