Kårdedrengene til European Games

Kårdedrengene til European Games

3. juli 2023 skrevet af Emma Maria Henriksen Thrane

Til dette års European Games var Danmark repræsenteret med et kårdehold bestående af Patrick Jørgensen, Frederik von der Osten, Conrad Seibæk og August Lindstrøm Jensen. European Games var i denne udgave også EM for hold. En titel, som kårdeholdet har været med helt fremme i kampen om. Senest blev det til en 4. plads og før det en sølvmedalje. Der er dog sket lidt udskiftninger på holdet siden og derudover har holdet været noget skadesplaget. Derfor er drengene nogenlunde tilfredse med 12. pladsen og udtaler om præstationen:

 

”Resultatet er lige bestået. Vi slog Luxembourg og Sverige og resten præsterede vi ikke godt nok i mod. Trods resultaterne var oplevelserne bedre end de har været hele sæsonen.

Holdet har hængt i en tynd tråd med skader og udskiftning. Vi er kommet fint efter det, men vi er stadig ikke tilfredse med tempoet i udviklingen.”

 

European Games er noget særligt, da de danske fægtere er indkvarteret i en større dansk delegation med andre idrætsgrene, som Triathlon, teqball, badminton, osv. Det betyder også at man er en del af et “High performance setup” hvor det meste andet end præstationen på pisten er sørget for. Det vurderer fægterne til at være fedt at være en del af, men måske også uvant og dermed også til tider vanskeligt at forholde sig til:

 

”Fægtemæssigt er det meget det samme. Alt omkring det er anderledes. Man har skulle forholde sig til flere mennesker end vi plejer. Det kan godt have givet et lille knæk i præstationen.

Når det er sagt, så har det været fedt ikke at være afhængige at skulle finde en restaurant, og at maden bare er tilgængelig hele tiden.

Det har også været fedt at være en del af en større dansk delegation og se dem, men det er også et pres.”

 

Holdet fægter VM i Milano som det sidste i denne sæson. Vi ønsker dem held og lykke med det sidste stævne og glæder os til at følge dem i næste sæson.