Junior fleuretterne om deres oplevelser til VM

Junior fleuretterne om deres oplevelser til VM

19. april 2023 skrevet af Emma Maria Henriksen Thrane

Hvordan har VM inspireret jer til jeres videre udvikling som fægtere?

Jonas: Jeg har været ude af fægtning siden april 2022 til omkring oktober 2023, og derefter yderligere ude i 1,5 måned grundet operation. Så mine forberedelser har ikke været optimale, hvorfor VM måske heller ikke gik som håbet. Jeg er sikker på at jeg nok skal stå i min bedste udgave til næste sæson.

Jeg kan se at jeg sagtens kan fægte med i starten af kampene, men derefter ryger fysikken og derfor bliver det svært mod slutningen af kampene. Jeg har været vred i løbet af kampene, og det giver mig virkelig motivation til at blive bedre til EG og næste sæson.

Frode: Jeg fik bekræftet at jeg godt kunne være med på juniorniveau også. Forskellen på junior og kadet er stor. På juniorniveau skal man være endnu bedre til at tilpasse sin fægtning undervejs, hvor man på kadet godt kan slippe afsted med at gentage den samme fægtning.

Jeg synes det var rigtig fint at fægte både kadet og junior. Det havde jeg fint overskud til.

Christoffer: Jeg er egentlig fint tilfreds med min fægtning. Jeg har bemærket at jeg skal øve mig mentalt på at fægte, når jeg bliver stresset. Jeg skal blive bedre til at holde hovedet koldt og blive i ubehaget, når det bliver presset og i stedet for at forcere mine angreb, skal jeg blive ved med at være tålmodig og arbejde på pisten.

Jeg synes slutrunden var en bekræftelse af at jeg fægter rigtig fint. Jeg har arbejdet lidt med et broken time angreb, som jeg fik til at fungere rigtig fint til stævnet.

Julius: Jeg oplevede at jeg manglede lidt flere redskaber i kampene. Jeg kunne godt blive endnu mere kreativ i min tilgang til kampene, så jeg forsøger lidt flere forskellige ting mod mine modstandere, hvis der er noget, som ikke fungerer. Jeg havde en del kampe mod venstrehåndede, hvor jeg ikke havde så stor succes med maveflicket.

Jeg har det rigtig fint, når jeg angriber med armen tilbage, men jeg vil gerne øve også at kunne angribe med finter.

 

Hold:

Vi er skuffede over vores præstation. Det var meget stresset og vi nåede ikke rigtig at finde rytmen i kampen. Det er utroligt utilfredsstillende ikke at få lov at fægte videre, så man kan vise at man sagtens kan fægte med. Vi følte at man godt kunne mærke at vores modstandere fra Spanien kom direkte fra en anden kamp, så de var lidt foran os tempomæssigt. Så det blev en kort dag.

 

Hvad siger de andre om hinanden?

Jonas: Jonas er god til at holde gejsten oppe i holdfægtningen. Han er god til at skabe en god stemning og rigtig god til sørge for at der sker noget socialt – det kan være alt fra gåture til brydekamp. Jonas er rigtig god til at bringe noget energi til træningen. Når man fægter mod Jonas er der altid høj energi, fordi han rigtig gerne vil vinde. Det er rigtig sundt for træningsfællesskabet at have en, der så gerne vil vinde.

Frode: Han er rigtig god til at udfordre os udenfor pisten. Han er altid klar på sjov kommentar, som holder os andre årvågne. Selvom Frode stadig er ung, så kan man have nogle rigtig gode samtaler med relativt højt lixtal.

Frode er altid meget seriøs til træning og ekstremt mødestabil. Han er meget konkurrencemindet og er på den måde med til at hive os andre op.

Frode er en rigtig god 4. mand i gruppen, som er klar til at hjælpe og give feedback.

Christoffer: Christoffer er god til at holde højt niveau til træning. Han er ekstrem mødestabil og tager sin fægtning meget seriøst. Det er med til at hive os andre op. Til øvelser og til fysisk træning er Christoffer meget kompetitiv. Han er diplomaten i gruppen, som er god til at rede spændinger ud, hvis der skulle være nogle.

Julius: Julius er meget seriøs til træning. Det er inspirerende at han altid går efter at få det maksimale ud af træningen, og det er han god til at hive os andre med på. Til holdkamp er han den mere stille, men hårdtarbejdende 3. mand. Julius er meget behagelig at være sammen med og sikrer et højt bundniveau af anstændighed for opførslen i vores gruppe.