En rutjebanetur for juniorfleuretterne i Tallinn

En rutjebanetur for juniorfleuretterne i Tallinn

3. marts 2023 skrevet af Emma Maria Henriksen Thrane

Juniorfleuretdrengene Julius Manz Thorbek, Jonas Karlsen og Christopher Horn har efterhånden fægtet længe sammen og i år var de akkompagneret af den kun 15-årige Frode Vaaben, der agerede en kvalificeret 4. mand på holdet. Drengene havde lidt blandede følelser med turneringen:

”Det har været lidt af en rutsjebanetur. Sejrene mod Israel og Slovakiet var rigtig gode. Der var flere på holdet, der var rigtig gode til at sætte ind når det gjaldt. Det var en overvejende god stemning på holdet og jeg må rose Frode for at bidrage rigtig godt med gejst, når vi andre var lidt nede. Det var en rigtig god oplevelse af have ham med,” fortæller Jonas Karlsen.

Særligt sidste kamp mod Slovakiet var en svær mental udfordring med nederlag mod Frankrig og England i bagagen.

”Det var fedt at vi formåede at få samlet os frem mod den sidste kamp. Det er altid en svær øvelse efter mange kampe, og specielt efter man lige har tabt,” lyder det fra Christopher Horn.

De tre juniordrenge har allerede så småt taget hul på deres seniorkarriere, men næste udfordring for holdet er VM for kadet og junior i Plovdiv.