26. juli 2022 skrevet af Morten Hjulmand
Det danske kårdelandshold har vist rigtig gode takter i løbet af sæsonen, hvor særligt top 8 resultatet i Bern med 1 point fra semifinale skal fremhæves og ikke mindst præstationen til EM i Antalya, hvor holdet var foran med 40 sek. igen i både semifinalen og i bronze kampen, men måtte tage til takke med en 4. plads.
”Det har på mange måder været en lige ved og næsten sæson. Vi har bevist at vi er en trussel for de helt store nationer. Vi har slået Italien og været rigtig tæt på at slå både Frankrig og Rusland samtidig med, at vi til de seneste par slutrunder - undtagen dette VM - har præsteret virkelig flotte resultater.” forklarer Patrick Jørgensen.
Sæsonen går på hæld for det danske kårdelandshold med et ærgerligt tidligt exit til VM i Kairo, hvor ingen af landsholdsfægterne ramte det forventede niveau. Forudsætningerne blev ikke bedre af at Frederik von der Osten var tvunget til at blive i Danmark med en diskusprolaps.
”Vi har efterhånden lært at vi skal betragte holdfægtning som en holdsport og ikke 4 individuelle fægtere, som hver især skal være dygtige. Det er et langsigtet arbejde, hvor der ligesom fægteteknik, skal tænkes holddynamik, samarbejde, tillid og viden om, hvordan den enkelte fægter reagerer i de forskellige situationer. Vi har nogle klare roller på holdet og derfor betyder det også noget, når én fra holdet må blive hjemme uanset om vi erstatter ham med verdens bedste fægter” forklarer træner Mia Maja Jørgensen.
Fægtning betragtes af mange som en individuel idrætsgren og fægterne på det danske kårdelandshold klarer sig også rigtig fint individuelt. Senest her til VM i Kairo præsterede holdet 3 af 4 fægtere i top 64 – heriblandt August Lindstrøm Jensen, som dermed må se tilbage på en godkendt debut til VM på senior niveau. Det er dog ikke de individuelle præstationer, men derimod holdkonkurrencen, der fylder mest. Det gør den fordi det er her, at der er størst sandsynlighed for at kvalificere sig til OL, men i lige så stor grad fordi, at fægterne trives rigtig godt med hinanden personligt.
Det bliver spændende at følge jagten på OL-deltagelse i 2024