Den svære overgang fra ungdom til senior

Den svære overgang fra ungdom til senior

26. juli 2022 skrevet af Morten Hjulmand

Den svære overgang fra ungdom til senior

Jonas Winterberg-Poulsen har netop overstået sin første seniorsæson.
Året, som startede sent, grundet efterslæbet fra covid19, har været præget af en stigende kurve. Da Jonas stillede op til sit første stævne i Paris gik han ikke videre til top 64. Herefter lykkes det ham at få sin første udslagningskamp som senior i Kairo i februar. Han har siden ikke set sig tilbage og er lykkes med at kvalificere sig til top 32 til de resterende stævner. Jonas’ træner, Malte Trier Mørch, er meget tilfreds med den første seniorsæson:

”Jonas er ikke den første, jeg følger gennem transitionen fra ungdom til senior. Det er et rigtig stort og vanskeligt skridt og Jonas har klaret sin første seniorsæson virkelig flot”.

Jonas har også selv noteret sig forskellen på ungdom og senior og reflekterer:

”Når man fægter stævner på senior niveau skal kampene bygges op på en noget anden måde. Det kræver en tålmodighed på pisten, som jeg ikke har været vant til tidligere. Jeg skal f.eks. blive bedre til at acceptere, at blive presset helt tilbage på pisten uden at ty til et impulsstyret modangreb.”

Omvæltningen fra ungdom til senior har været ekstra udfordrende for Jonas, da han som årgang 2001’er har været vant til at være yngste manden i en elitetrup bestående af ældre holdkammerater. Nu står han tilbage som den ældste, hvor han udover at skulle sikre sin egen udvikling, også er sparringspartner for yngre fægtere.

”Det har været enestående at få lov at suge til mig og ”træne opad” med de mange dygtige ældre fægtere, der var i klubben. Der er dog en spændende gruppe yngre fægtere på vej, som jeg nyder at sparre med. Når man ”træner nedad” handler det i større grad om at vælge et fokus at øve sig på, og ikke nødvendigvis kun at fokusere på at vinde”

Næste sæson har Jonas som ambition at rykke yderligere opad på verdensranglisten, komme tættere på at slå de allerbedste i verden og at nå en top 16 til World cup eller grand prix. Sidstnævnte er ikke præsteret siden 2003 på herre fleuret.

Vi ser frem til at følge Jonas’ udvikling i den kommende sæson.

 

”Foto: Bizzi team”.