24. august 2021 skrevet af
Når danske topatleter drager i kamp, bærer de det tydeligt på deres dragter: Navnet Danmark.
Gør det nogen forskel? Et usædvanligt projekt mellem Kongernes Jelling og Dansk Fægte Forbund skal teste, om en større historisk forståelse gavner atleternes udvikling - både sportsligt og personligt.
I Jelling er Danmark mejslet i sten. Her finder vi navnet Danmark skrevet for første gang. Det står på en runesten som Danmarks første konge, Gorm den Gamle satte midt i 900-tallet. Derfor er vikingekongernes Jelling det helt rigtige sted, når landsholdsdeltagere den 28.-29. august skal samles og komme tættere på deres egen forbindelse til det land, de repræsenterer.
Samarbejdet mellem Kongernes Jelling og Dansk Fægte Forbund (DFF) skal vise, om det gavner atleternes sportslige og menneskelige udvikling, når de får en bedre forståelse for, at de er en del af noget større, som har dybe historiske rødder. At de står på skuldrene af vikinger og en mere end 1000 år gammel national fortælling. Håbet er, at dét perspektiv kan styrke atleterne, når de rejser ud og repræsenterer Danmark.
”Det er en usædvanlig situation at repræsentere sit land foran resten af verden. Jeg tror, at et større og mere sammenhængende perspektiv kan skabe særlige fordele i forhold til motivation og præstationer for den enkelte. Jeg er enormt spændt på at kunne tilbyde denne oplevelse til vores dygtigste fægtere i samarbejde med Kongernes Jelling,” siger Laurence Halsted, sportschef for DFF.
Atleter kan spejle sig i vikingerne
For Dansk Fægte Forbund (DFF) handler det om at grave dybere ned i, hvad der virkeligt er meningsfuldt i en atlets rejse til toppen. Alt skal ikke handle om resultater og medaljer, men også om personlig udvikling og deltagelse i et ambitiøst projekt, som er større end en selv.
I den sammenhæng deler moderne elitesportsfolk meget med vikingerne, som var datidens topatleter. For vikingerne var det ikke kun vigtigt, om man vandt eller tabte, men også hvorledes man opførte sig i både sejr og nederlag. Eftermælet dør ikke! Som der står skrevet i det gamle kvad Hávamál fra vikingetiden: ”Tidligt op og ud må den som vil røve liv og rigdom; sjældent får liggende ulv et lår eller sovende mand sejr.”
Museumschef fra Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen, ser derfor også et stort potentiale i samarbejdet:
”I samfundet er der et kæmpe behov for at vide, hvad vi kommer af. Hvad betyder det, at vi er en del af noget større, noget der har været her i mere end 1000 år? At vi er en del af en lang kæde af generationer, der gennem både gode og knap så gode handlinger har formet det land, vi alle er en del af i dag? Hvis eliteidrætsudøverne kan få denne fornemmelse af at stå på skuldrene af noget, der stikker meget dybere end dem selv, så tror vi faktisk, det kan have en betydning, når de rejser ud i verden.”
Et umage match
Samarbejdet begyndte, da Dansk Fægte Forbund spurgte til vikingernes forberedelser, inden de gik i kamp. Det kunne museet Kongernes Jelling sagtens give nogle gode bud på, men samtalen udviklede sig hurtigt, og det samme gjorde ambitionerne.
Det er ikke hver dag, at elitesportsfolk og et kulturhistorisk museum går sammen om at skabe fremtidens medaljevindere. Når ni topfægtere den 28. august samles i Jelling, er det da også et pilotprojekt, der skal teste, om det giver mening at blande historie og topidræt.
Men både Kongernes Jelling og Dansk Fægte Forbund tror på det umage match.
”Det er gennem sådanne lidt skæve konstellationer, at der kan komme noget helt unikt,” siger Morten Teilmann-Jørgensen.
Laurence Halsted supplerer: ”Vi er altid på udkig efter, hvordan vi kan optimere vores atleters udvikling, og i det henseende giver det god mening at kigge udover det rent sportslige – i dette tilfælde at vi også historisk er en del af noget større.”
Hos Kongernes Jelling håber man, at samarbejdet med Dansk Fægte Forbund bliver begyndelsen på en tradition, hvor andre landshold i fremtiden vil komme til Jelling.
Fakta:
Kongernes Jelling er en del af Nationalmuseet og fortæller historien om de første vikingekonger Gorm den Gamle og Harald Blåtand og deres imponerende byggerier i Jelling. Mest kendt er de to runesten som fortæller om statsdannelse, overgang til kristendom og viser navnet Danmark. Jelling er på UNESCOs verdensarvsliste.
Dansk Fægte Forbund har 1600 medlemmer og 42 klubber. På eliteplan har DFF en målsætning om at kvalificere fægtere til OL i Paris 2024.
Eksempler på, hvad landholdsdeltagerne bliver en del af i Jelling den 28.-29. august:
Kontakt:
Museumschef Morten Teilmann-Jørgensen – mtj@natmus.dk – 4120 6335
Sportschef Laurence Halsted - sportschef@faegtning.dk - 5347 0946