30. maj 2017 skrevet af
Thomas Berg vandt satellit-worldcuppen på herrefleuret på hjemmebane ved Trekanten International i weekenden d. 27.-28. maj. Dermed sørgede Thomas for, at Danmark vandt kategorien for andet år i træk, idet Alexander Tsoronis vandt året før. Thomas har fægtet stærkt i sit første seniorår, og er med det flotte resultat i Valbyhallen nu nr. 74 på seniorverdensranglisten. I kvartfinalen vandt han så sikkert som 15-8 over Alexander Tsoronis, der som bekendt vandt stævnet sidste år, og i semifinalen var han oppe mod Janderson Briceno fra Venezuela, hvor han også vandt sikkert med 15-7. I finalen var modstanderen Guilherme Toldo fra Brasilien, som ligger nr. 19 på verdensranglisten. Thomas vandt kampen med 15-11. En flot præstation.
Tillykke fra DFF.
Trekanten International, som bl.a. også var Nordisk Mesterskaber på fleuret for mange aldersgrupper, fik en ny deltagerrekord med 374 deltager. Se resultater her.