PRESSEMEDDELELSE: Frederik von der Osten femtebedst i Europa

PRESSEMEDDELELSE: Frederik von der Osten femtebedst i Europa

22. juni 2016 skrevet af Thibaut Guilbert

PRESSEMEDDELELSE - hent som pdf. eller læs ndf. - foto ovf. Augusto Bizzi - EFC.

STÆRKT RESULTAT TIL SENIOR-EM I FÆGTNING: Frederik von der Osten femtebedst i Europa.

I går leverede 22-årige Frederik von der Osten sin karrieres hidtil bedste seniorresultat, da han blev nr. 5 ved EM i fægtning for seniorer på herrekårde, som afholdes i Torun, Polen. Det er også det bedste senior-EM-resultat for en dansk fægter siden EM i fægtning genindførtes i 1991.

Frederik
von der Osten fandt niveauet allerede fra start og vandt fem ud af sine seks kampe i den indledende runde, hvilket gav en seeding som nr. 8. Dette betød, at han var direkte i top 64, hvor han besejrede portugiseren Arede med 15-13. I top 32 gik det ud over tjekken Pokorny, som Frederik  besejrede i suveræn stil med 15-8 efter at have været bagud 1-5. Ottendedelsfinalen mod esteren Allika var et drama af dimensioner, som endte med en snæver sejr til Frederik, 15-14, på et rødt kort til esteren, hvilket i fægtning betyder point til modstanderen. I kvartfinalen ventede franskmanden Borel, som var stærkt fægtende og besejrede Frederik von der Osten 15-10. Frankrig er en stor fægtenation og verdens bedste på netop herrekården, og Borel endte med at vinde sine resterende kampe og blive ny europamester.

22-årige
Frederik von der Osten, der til daglig træner i Hellerup Fægte-Klub med sin træner Ciprian Lapuste, lå forud for dette EM nummer 66 på verdensranglisten. Med 5. pladsen rykker han op i top 50, hvilket betyder, at Danmark nu har to fægtere blandt de bedste 50 seniorer i verden. En bedrift af en lille fægtenation.

Frederik von der Osten har længe været i den danske fægteelite, hvor han som junior har lavet store internationale resultater: I 2012 vandt han fx. Junior-EM og sluttede sæsonen af med at vinde verdensranglisten for juniorer.

På fredag skal Frederik von der Osten fægte hold sammen med Patrick Jørgensen, Troels Robl og Christian Linnemann, der alle træner i Hellerup Fægteklub under landstræner Ferenc Toth. Det er et ungt dansk landshold, der skal hamle op med store fægtenationer som Frankrig og Italien. Men med Frederik Von Der Ostens 5. plads ved dette EM og Patrick Jørgensens bronzemedalje ved VM sidste år har de potentiale til at slå de bedste.

For yderligere information kontakt venligst:

Thibaut Guilbert, DFF Eliteudvalgsformand - tlf. 4196 4263 - elite@faegtning.dk

Frederik von der Osten - tlf. 2089 8100 - fvdo@live.dk

Fotos: https://www.skyfish.com/p/danskfaegteforbund/635205 - eller kontakt Frederik.