Kalundborg Fægteklub var vært for årets første World Cup, sabelturneringen om Sjøblom-pokalen, den 14. januar. Stævnet blev det stærkeste på dansk jord siden europamesterskaberne i 2004. En håndfuld fægtere fra top 100 på verdensranglisten havde fundet vej. Flere var meldt til, men nåede ikke frem. Det var især fægtere fra de amerikanske kontinenter og Afrika der viste interesse - der er jo ikke så længe til olympiaden i London, og kampen om zonepladserne strammer til.
Da det kom til stykket, kunne alle disse fægtere der får forholdsvis mange point i deres zonemesterskaber, ikke hamle op med en lille gruppe fægtere fra Gödöllö i Ungarn, Nemlig Iliasz og brødrene Gemesi; ingen af disse er på det ungarske landshold, men de endte alligevel med at dominere stævnet og tage de tre første pladser.
Brasilianeren Agresta der til daglig fægter i Italien, fik den anden tredjeplads. En del canadiere, østrigere og andre med gode verdensranglistepoint, måtte se sig elimineret inden de sidste runder. Det samme gjaldt de to danske deltagere, Sebastian Bringstrup og Magnus Normann Jørgensen. Begge har et godt stykke vej inden de kan være med i det selskab.
Den danske organisation fejlede derimod ikke noget - Kalundborg Fægteklub er effektiv, systematisk og velorganiseret. Udstyret og stævnets infrastruktur fungerede optimalt (undtagen da stævnecomputeren nægtede at samarbejde om opstillingen af den direkte udslagning, så den måtte sættes op i hånden - men det er ikke klubbens fejl). Jeg kan godt anbefale forbundet at lægge flere worldcupper i Kalundborg. De udenlandske fægtere synes ikke der er forfærdelig langt fra København til Kalundborg når de nu alligevel rejser, og alle udtrykte tilfredshed med stedet.
Normann
Seneste kommentarer
1 år 5 uger siden
1 år 6 uger siden
1 år 14 uger siden