Patrick Jørgensens Team Danmark status opgraderes til 'Eliteatlet'

Patrick Jørgensens Team Danmark status opgraderes til 'Eliteatlet'

6. marts 2019 skrevet af

 

Efter en række af fantastiske resultater og en hurtig opstigning på verdensranglisten har Team Danmark valgt at ændre Patrick Jørgensens status fra Bruttoatlet til Eliteatlet.


Efter en fænomenal kvart-finale-placering ved sidste års EM startede Patrick’s 2018/19 sæson på den rigtige kurs med 2 guld- og 2 bronze-medaljer fra fire Satellit World Cups. Strategien med at forberede til sæsonens første World Cups ved at tage til flere Satellitstævner var en stor succes, og Patrick opnåede Danmarks bedste individuelle World Cup-resultat nogensinde som nr 8 ud af 286 fægtere, i ét af årets allerstærkeste stævner i Bern i november.


Det blev fulgt op med et flot top-16 resultat ved Doha GP i januar, og Patrick steg til en af verdens top-30 kårdefægtere. Disse verdensklasse-resultater, Patricks stigende ranking og ikke mindst de forbedringer han har lavet i sin træning og præstationsrutiner overbeviste Team Danmark om, at Patrick klart har fortjent en højere grad af støtte. Status som Team Danmark Eliteatlet betyder, at Patrick nu kan få gavn af Team Danmarks interne eksperter i fysioterapi, styrketræning, psykologi og ernæring.  At nå til verdenstoppen som atlet kræver et team omkring atleten, og når Patrick nu har brug for hjælp, er Danmarks dygtigste på hvert deres område til rådighed.


Det er højst relevant her at nævne, at ikke bare Patrick men hele elite kårde holdet præsterer i verdensklasse på nuværende tidspunkt. Holdet opnåede en 4. plads ved det seneste WC i Vancouver med sejre over Spanien, verdens-etterne fra Syd Korea og Ukraine, et resultat, der er Danmarks bedste WC hold resultat på kårde nogensinde.


Resultaterne er især imponerende, når man medtager, at holdleder og træner, Hugo Dergal, kun har arbejdet med gruppen siden oktober måned. Udviklingen er gået stærkt de sidste 5 måneder og fremtiden ser spændende ud for gruppen.

 

 

 

Patrick og kårde holdet er medlemmer i DFF's Eliteprojekt, støttet af Team Danmark og DIF og sponsoreret af Leon Paul London.